Jo flere sprog, jo lettere?!

Jo flere sprog du taler, jo lettere bliver det at lære et nyt.

Kan du huske dit første fremmedsprog? Og hvor lang tid det tog, før du kunne sige en sætning og forstå sproget nogenlunde?

Jeg kan stadig huske præcis, hvordan jeg skulle lære engelsk. Det tog lang tid og var en møjsommelig proces, før jeg bare forstod en smule af sproget. Lidt senere lærte jeg fransk, og også her tog det meget lang tid, før jeg kunne sige bare én sætning og havde vænnet mig til de nye strukturer. Efter fransk lærte jeg spansk. Det gik hurtigt: Allerede i begyndelsen forstod jeg nogle ord, og inden for få måneder kunne jeg gøre mig forståelig. Da jeg i de følgende år lærte italiensk og portugisisk, gik det endnu hurtigere. Allerede fra starten kunne jeg forstå mange ord. Portugisisk forstod jeg fra begyndelsen så godt, at jeg kunne læse og forstå hele tekster uden nogensinde at have lært sproget. Jo flere sprog man taler, jo lettere er det altså at lære et nyt.
‍

Men hvorfor er det sådan?

Forklaringen finder vi, hvis vi dykker lidt ned i sproghistorien. Sprog er ikke noget, et menneske engang har bygget op, og som har faste strukturer. Sprog udvikler sig hele tiden og blander sig med andre sprog og dialekter, og med tiden kan de også uddø helt. Mange af de sprog, der stadig tales i Europa i dag, har en lang historie og mange forandringer bag sig. Alligevel går de alle tilbage til et fælles ursprog, nemlig urindoeuropæisk, der er flere tusind år gammelt. Ud fra dette ursprog opstod den indoeuropæiske sprogfamilie, som har mange undergrupper, der alle nedstammer fra det samme ursprog og har forandret sig med tiden. Blandt dem er den germanske sprogfamilie, som tysk og engelsk hører til, de slaviske sprog, som f.eks. russisk hører til, de baltiske sprog som litauisk og lettisk og enkeltstående sprog som albansk og græsk. Fordi mange af nutidens verdenssprog hører til de indoeuropæiske sprog og dermed har en fælles oprindelse, kan man drage fordel af at lære flere af dem. Sprogene har nemlig en række ligheder, og sprog i samme sprogfamilie har endnu flere.

De romanske sprog nedstammer for eksempel alle fra latin. I oldtiden havde Rom stor indflydelse på hele Middelhavsområdet, og latin, som man talte i Rom, bredte sig hurtigt. Med tiden blandede latin sig med dialekterne i de forskellige lande, og sådan opstod de romanske sprog. Latin er altså et uddødt sprog, men det lever stadig videre i de romanske sprog. Derfor ligner fransk, italiensk, spansk og portugisisk hinanden meget og har overtaget mange strukturer og ord fra latin. Lighederne kan nogle gange være så store, at man for eksempel allerede kender 50 % af det italienske basisordforråd, hvis man taler fransk. Også nogle grammatiske strukturer ligner hinanden meget i sprog fra samme sprogfamilie, så man kan overføre mange regler.

Lighederne mellem to sprog er bestemt en fordel for os, og når vi ved, at de findes, kan vi overføre ord endnu mere bevidst. Men alt godt har også en bagside. Lighederne kan nemlig også få os til at blande to sprog sammen. Mange ord er ikke identiske på tværs af sprogene, men ligner hinanden meget med en lille forskel, f.eks. to bogstaver, der er anderledes.

Ordet »verden« hedder for eksempel »mondo« på italiensk, »mundo« på spansk, »mundo« på portugisisk og »monde« på fransk. Ordene ligner hinanden så meget, at man forstår dem alle, selvom man kun taler ét af sprogene. Men taler man for eksempel allerede spansk og vil lære italiensk, kan det sagtens ske, at man overfører det spanske ord »mundo« til italiensk. Det sker som regel ubevidst og forstyrrer læringen. Det positive er, at jo bedre man taler sprogene, jo bedre kan man holde dem adskilt. Den slags fejloversættelser er altså mest begynderfejl. Men det er slet ikke noget dårligt, for det viser, at man kan tale mere end ét sprog, og det er jo positivt. Den slags fejl sker selvfølgelig hele tiden, og man kan ikke undgå dem, men næste gang du laver sådan en fejl, ved du, at forklaringen skal findes i sproghistorien.